Igennem Tunnelen
(En personlig nærdødsoplevelse af en Walk-In)

I 1975 befandt jeg mig på hospitalet i Philadelphia, hvor lægerne fortalte mig, at jeg havde en “blokering” i rygmarvskanalen mellem 4. og 7. halshvirvel, som var årsagen til de symptomer, jeg oplevede. Min højre arm var lam og mine ben spastiske, og når jeg bevægede hovedet føltes det som elektriske stød igennem hele kroppen. Jeg måtte opereres omgående, og hvis jeg overlevede operationen, ville jeg sandsynligvis være lammet fra halsen og nedefter. Det hastede så meget, at jeg kunne dø af et hoste- eller nyseanfald. Selvfølgelig gik jeg med til at lade mig operere et par timer senere.

Jeg forstod at jeg kunne være død om et par timer, og jeg gik igennem de stadier, som mange mennesker oplever, når det går op for dem, at de skal dø.Først troede jeg, at dette bare var en film, at det ikke var rigtigt. Jeg prøvede at slå en handel af, at snakke mig ud af det. Langsomt gik det op for mig, at dette var reelt, og at det skete for mig, og jeg måtte følelsesmæssigt acceptere, at jeg meget snart kunne være død. Da jeg accepterede det uundgåelige, rystede min krop voldsomt, somom en intens energistrøm flød igennem min krop. Jeg åbnede mig for den, og efter en eller to meget lange minutter holdt det op.

Jeg var rolig som aldrig før. Alle mine sanser var skærpet. Mit syn var klarere. Farverne var klarere. Min hørelse var klarere. Tingene var mere levende for mig. Jeg blev klar over, at jeg havde fjernet et perceptionelt filter, som havde afskåret mig fra selve livet, og ironisk nok var det angsten for at dø. Jeg havde givet slip på det, og oplevede nu livet mere intenst. Jeg følte mig mere levende, selvom det måske kun var et kort øjeblik jeg fik lov at opleve dette. Jeg tænkte på måden jeg havde levet på, og på tingene som jeg havde afholdt mig selv fra at gøre. Der var mange ” bare jeg dog havde” oplevelser. Jeg syntes, at det var en trist måde at slutte mit liv på, og jeg tog den beslutning, at hvis jeg måtte få en chance til, ville der være mange “Jeg er glad for jeg har” oplevelser.

Jeg måtte tage stilling til, hvad jeg ville bruge den smule tid til, som jeg havde tilbage. Jeg ville ikke spilde denne dyrebare tid med bekymringer, bebrejdelser eller skyldfølelser: Det var den for kostbar til. Jeg besluttede mig for, at resten af tiden ville jeg tænke på ting, som fik mig til at føle mig veltilpas og som gjorde mig glad, som farverne på væggene, duften af blomsterne i værelset, hvad som helst, som var positivt. Jeg vidste, at jeg altid kunne finde på et eller andet.

Min time kom. Jeg blev kørt til operationsstuen, hvor en læge gav mig narkosen. Jeg troede, at dette meget vel kunne være det sidste jeg nogensinde ville opleve. Jeg anede ikke, hvad der ville ske bagefter. Jeg troede ikke på noget, intet som jeg ikke havde oplevet. Måske var det næste skridt bare glemslen. Jeg gav slip.

Jeg mærkede, at jeg blev svimmel, alting kørte rundt og jeg havde det ikke godt. Så stabiliserede jeg mig selv i midten af det hele, indtil jeg var i ro og alt andet drejede rundt om mig. Jeg bevægede mig gennem de roterende scenarier, som var minder fra det liv, jeg havde levet. Minder som krævede min opmærksomhed. Hvis jeg tænkte på dem, følte jeg, at jeg blev “hevet i”.
Det føltes somom jeg blev trukket igennem en tunnel, eller som at jeg faldt ned i en brønd, hvor man først opdager det, når man allerede er halvvejs nede. Det ville ikke nytte noget at gøre modstand ved at række ud efter væggene. Min eneste håb var at sigte mod vandet i bunden. Jeg måtte opgive at tænke på disse scener, disse erindringer, og rette al min opmærksomhed mod det sted, jeg var på vej hen imod; midten af vandet. Det var alligevel der, jeg blev sendt hen, og at gøre det til mit bestemmelsessted gav mig en følelse af “at sidde bag rattet”, noget som føltes meget bedre.

Det er lidt som en tur i en rutschebane, hvor du sidder i den forreste vogn og lader som om det er dig der styrer turen. Det føles betydeligt anderledes end at sidde i den bageste vogn, hvor du ikke er i stand til at kontrollere noget som helst. Det var en lang tur, men jeg havde alligevel ikke andet at lave end at indlade mig på oplevelsen.

Endelig endte tunnelen. Jeg kom til et eller andet sted præget af stilhed, og blev mødt af en glød af energi. Det var som en livsgnist, energi, som stråler af intelligens, ikke i menneskelig form, men ren bevidsthed.Der var også en anden intelligens, som observerede os fra afstand. Det lignede et afsluttende interview, noget som “din tid er forbi nu, så få det afklaret i din bevidsthed, så vi kan gå videre”.
Jeg så mig tilbage og så mit liv, så, hvordan jeg havde levet det. Kunne nu se mange ting i et andet lys og med en ny forståelse. Afsluttede mine overvejelser over begivenheder, som var sket og gav udtryk for, at jeg var parat.
Væsenet begyndte at bevæge sig væk. Jeg fulgte efter, og standsede så et øjeblik. Omgående spurgte Væsenet mig hvilken tanke jeg havde. Jeg tænkte, at det var synd, at mine to piger nu måtte vokse op uden deres far. Jeg voksede op med en far, der for det meste af tiden var fraværende, og jeg ønskede ikke at mine piger skulle opleve det samme. Uanset hvad, jeg var klar til at gå videre.Væsenet sagde, at når andre mennesker var grunden til, at jeg ville tilbage, ville jeg få lov til det. Før jeg overhovedet fik en chance for at sige, at jeg ikke var interesseret, blev alting uklart; Jeg havde en oplevelse af, at det andet Væsen, som også var tilstede og som observerede alt dette, på en eller anden måde var del i det.
Pludselig vågnede jeg op i denne krop med disse traumatiske smerter og et intenst drama, der foregik omkring mig på hospitalet.

Jeg oplevede det som om jeg sprang ind midt i en film, bare i en krop som ikke var min. På grund af smerterne og dette intense drama blev min opmærksomhed rettet mod hvad der skete i den fysiske verden, og mindet om hvad der var sket for bare et øjeblik siden blev på en eller anden måde “slettet”.

Der skete andre ting omkring mig som krævede min opmærksomhed, og desuden havde jeg ingen tro, som kunne få mig til at acceptere hvad der var sket lige før. Først flere år senere begyndte jeg at interessere mig for ideer og filosofier som jeg ikke havde troet på før.
Jeg læste bøger som “Livet efter Livet” og “Livet efter Døden”, og andre bøger som beskriver nærdødsoplevelser, og jeg begyndte at huske hvad der skete dengang. Det var først da jeg hørte, hvad andre havde oplevet, at jeg forstod, hvad der dengang var sket for mig.
Jeg tænkte også på det vi kalder for en “normal” fødselsproces, hvor nyfødte børn bliver udsat for kraftigt projektørlys, høje lyde, og nogle gange blive slået bagi. Måske bliver de tvunget til at rette deres opmærksomhed på den ydre fysiske virkelighed, og de glemmer de indre oplevelser, de havde lige før de blev født.

En gang imellem møder jeg andre, som har været ovre på den anden side, og vi sammenligner vores oplevelser. “Hvordan var det for dig?” En kvinde fortalte mig at hun var sikker på at der ville være et Væsen med en stor bog, som ville give hende gode og dårlige karakterer for hvad hun havde gjort i sit liv. Efter hun havde haft en nærdødsoplevelse fortalte hun mig, at der faktisk var et Væsen med en stor bog, men de eneste dårligere karakterer hun havde fået, var for alle de ting hun ikke havde gjort i sit liv.Hendes synd var, at hun havde fornægtet sig selv at leve fuld ud.

Diagnosen som jeg forlod hospitalet med, var “uhelbredelig rygmarvstumor”. Der fandtes ingen behandling. Lægerne gav mig en til to måneder forventet levetid. Jeg besluttede mig for at leve min nye filosofi med mange “Jeg er glad for at jeg har” oplevelser. Og jeg besluttede mig for at arbejde med mig selv, at bruge min bevidsthed til at fjerne tumoren med.
Senere fortalte lægerne mig, at de måtte have begået en fejl mht diagnosen. Men det er en anden historie.

© Copyright Martin Brofman 1990